Waverly Hills Sanatorium

Forestil dig at du bliver kvalt… Du kan ikke få luft i dine lunger, dit luftrør lukkes til af noget du ikke kan se, det klemmer og blokerer vævet i din hals, som usynlige hænder der stopper luftstrømmen. Din brystkasse føles som ville den sprænges, dine lunger brænder. Når du langt om længe kan få luft til at hoste, kommer klumper af mørkt, rødt blod med op, da indersiden af dine lunger, er begyndt at gå i opløsning. Den underlige snurren i hovedet og svimmelheden der skyldes den konstante feber, bliver værre i takt med at mindre luft kommer i lungerne, og dermed til hjernen. Blodkarrene i dine øjne sprænges af de kraftige hosteanfald, og det hvide i dine øjne bliver blodrødt. Din hud har antaget et sygeligt bleggrå voksagtigt udseende, da kroppen ikke længere producerer nok røde blodlegemer. Døden er ikke langt væk…

Sådan er den hvide død. Tuberkulosedøden. Også kaldet den hvide pest. For mange år siden var det for mange, mange mennesker i hele verden, den måde de endte deres liv på. Var man ramt af den hvide pest, så var der ingen vej tilbage. Det var ikke anderledes i USA. I starten af forrige århundrede, døde masser af mennesker af tuberkulose. Hele familier, ja hele byer blev udslettet af tuberkulose. Det var en frygtelig sygdom, og der var ingen kur.

I år 1900 havde byen Louisville i Kentucky den tvivlsomme ære at være stedet med den højeste tuberkulosedødelighed, i hele USA. Det skyldes at Louisville lå i en dal, hvor jorden var meget sumpet, man kan sige at byen lå i et varmt, sumpet hul. Denne kombination var den perfekte ramme for tuberkulosebakterien, der stortrivedes i Louisville. Man var naturligvis opmærksom på at denne yderst dødelige sygdom skulle isoleres om muligt. Derfor byggede man i 1910 et hospital på den højeste bakketop i det sydlige Jefferson county. Det var en toetagers træbygning, med 40 sengepladser. I løbet af ingen tid havde man 130 tuberkulosepatienter i behandling, på det lille 40 sengs hospital. Enhver kunne se at det slet, slet ikke gik, der måtte bygges større. En indsamling blev startet, jord blev doneret, og med 11 millioner dollars på kontoen, startede bygningen af et nyt hospital, i 1924.
Waverly Hills Sanatorium

Det nye hospital åbnede i 1926 under navnet Waverly Hills Sanatorium, og blev efter datidens standard betragtet som det mest moderne hospital i USA. Det var en monumental bygning på 5 etager, omkring 16.500 kvadratmeter, og 500 sengepladser. Waverly fungerede næsten som en lille by, der var alt hvad man havde brug for, for at kunne fungere i hverdagen. Centralkøkken, barbersalon, vaskeri, tandlæge, bibliotek og så videre, og disse ting var absolut ikke almindelige at have på et hospital dengang.

Hvis en tuberkulosepatient skulle have en chance for at overleve sygdommen, var det Waverly Hills Sanatorium man skulle indlægges på. Da tuberkulosen var på sit højeste, var det ofte hele familier der var indlagt sammen, på Waverly. Behandlingen var dog i bedste fald primitiv, og det betød at selv om mange faktisk kom sig og blev raske, så var der dog mange der kom på Waverly, simpelthen for at dø. I datiden mente man at den bedste kur mod tuberkulose var en god diæt, masser af ro, og masser af frisk luft. Selv om mange som sagt kom sig og vendte tilbage til et liv i samfundet, så var der mange, mange mennesker, for hvem Waverly Hills Sanatorium blev det sidste sted de så i dette liv. Optællinger viser at omkring 63.000 mennesker, (ja, tre og TRES tusind), døde på hospitalet i de år det fungerede, og i de perioder hvor flest døde, var det én patient i timen der døde.

Sygeplejersker og læger dedikerede deres liv til at prøve at finde en kur mod denne sygdom. De levede og døde med patienterne på Waverly, og boede selv på hospitalet. En stor del af arbejdet omkring bekæmpelse af tuberkulosen, var at få gjort folk opmærksom på de tidlige symptomer. Hvis man opdagede tuberkulosen i det tidlige stadie, var der en meget bedre chance for at overleve. Optegnelser viser at kun 25% af de patienter der blev indlagt var i det første stadie af sygdommen, 27 % var i det andet stadie, og ikke mindre end 47% var i det fremskredne sidste stadie, hvor overlevelse ikke var mulig. Det forklarer samtidigt de uhyggelig høje dødstal på Waverly. Disse procentsatser hænger sammen med at sygdommen i det første stadie, var meget nem at feje af, som blot værende en slem forkølelse. Efterhånden som sygdommen spredte sig, kom smerterne.

En del forskellige medicinske eksperimenter blev forsøgt, mange af dem virker direkte barbariske og tåbelige efter vore dages standard, men andre er rent faktisk almindelig praksis i dag. Patienterne blev udsat for ultraviolet lys for at forsøge at rekonstruere solens gavnlige effekt, og dermed stoppe bakteriens udbredelse. Patienterne blev også placeret på taget, eller på terrasser på de øverste etager, da det jo mentes at sol og frisk luft kunne stoppe sygdommen. Derfor blev patienter også kørt hen foran de vidåbne vinduer, og det var både sommer og vinter. Der findes fotografier af døende patienter bogstavelig talt dækket af sne, i et spinkelt håb om at den kolde, rene luft, ville udvide lungerne i sidste øjeblik.

For de fleste patienter var disse tiltag dog langt fra tilstrækkelige. Man havde brug for at kunne gøre mere, hvis man ikke blot ville lade patienterne dø, og derfor blev der taget drastiske behandlinger i brug, for at prøve at redde de patienter, der var videre end første stadie af sygdommen. Mange af behandlingerne var meget voldsomme – og blodige…. Balloner blev placeret i lungerne og pustet op, i håbet om at udvide lungerne. Ofte med katastrofale resultater. Pneumothoraxoperationer blev forsøgt, hvilket ville sige at lade den syge del af lungen klappe sammen i en periode, og dermed lade den hele. Thoracoplasty operationer blev udført, hvilket ville sige at brystkassen åbnedes, muskelmasse og op til syv ribben blev fjernet, for derved at give lungerne mere plads til at udvide sig. Thoracoplasty operationen blev dog kun udført som en absolut sidste mulighed, da færre end 5 % af patienterne overlevede dette indgreb.

Lægerne opdagede hurtigt at patienternes mentale tilstand var ligeså vigtig for helbredelse, som den fysiske tilstand. Derfor kunne man ikke lade patienterne se hvor mange lig der rent faktisk forlod Waverly hver dag. Det løste man på en smart måde.
Underjordisk skakt
Fra selve hospitalet på bakketoppen, gik en underjordisk skakt 200 meter skråt ned til foden af bakken, hvor dampvarmeværket og hospitalsarbejdernes barakker lå. I denne skakt kunne man gå oprejst, der var varme fra dampværket, og arbejderne brugte den til at komme op når de skulle på arbejde, og ned igen når de havde fri. Så kunne de gå i tørvejr og varme. Gulvet i skakten var delt på midten. I den ene side var der trappetrin, i den anden side var gulvet én lang glat flade. På denne flade blev lavet et skinnesystem, og i loftet blev lavet et motoriseret træksystem, og dermed kunne man køre ligene ned gennem denne ligskakt. Man kan kun forestille sig hvordan følelsen har været når man på vej på arbejde om morgenen, op gennem skakten, mødte en stålbåre med et lig, på vej ned gennem skakten. Men det var ikke nok blot at finde en egnet måde, at få ligene væk fra hospitalet. Der var også smittefaren.

Man var bange for at ligene stadig kunne overføre tuberkulosen, da man mente at ligvæskerne indeholdt tuberkulosebakterierne. Derfor hængte man ligene op i loftet, og åbnede dem fra halsen og hele vejen ned til skridtet. Derved blev ligene tømt for alle væsker, og først derefter blev de kørt ned gennem ligskakten.

På grund af alle eksperimenterne og vel også på grund af alle dødsfaldene, var tuberkulose begrænset meget sidst i 30´erne. Det var dog først i 1943 da en ung student på Rutgers Universitet, Albert Schutz, opdagede Streptomycin, den første virkningsfulde medicin mod tuberkulose, at det for alvor var slut med sygdommen. Midt i 50´erne var tuberkulose så godt som udryddet, grundet denne antibiotiske medicin. Der var ikke længere brug for de store tuberkulosehospitaler, og Waverly Hills Sanatorium, lukkede i 1961. men dermed slutter historien ikke…..

I 1962 åbnede i bygningerne Woodhaven Sanitarium, et sindssyge hospital. I årenes løb har der været mange skrækhistorier om fejlslagne behandlinger, på Woodhaven Sanitarium. Mange af disse historier er blevet bevist som værende rygter uden hold i virkeligheden, men andre har desværre vist sig at være sande. Elektrochok terapi var på den tid meget udbredt og anerkendt som en virkningsfuld behandling. Det bruges stadigvæk, men dengang, som nu, desværre også med dødelig udgang. Op gennem 60´erne og 70´erne var der store budgetnedskæringer, og det gik ud over patienterne. Det skete desværre mange steder i de år, og også på Woodhaven Sanitarium, som blev lukket af myndighederne i 1982, på grund af patientmishandling. Bygninger med indhold og jorden de ligger på blev bortauktioneret, og dørene låst for sidste gang.

Bygningerne og jorden skiftede ejere mange gange de følgende 18 år. Ejer nummer to ville bygge verdens største Jesus figur på stedet, og det lykkedes ham at rive alle bygninger ned, undtaget selve hovedbygningen. Det blev stoppet i sidste øjeblik, da bygningen blev fredet. Derefter besluttede han at eftersom han ikke kunne få lov at rive bygningen ned, ville han forsøge at få den saneret. Derfor åbnede han bygningen og opfordrede faktisk folk til at vandalisere den. Snart efter var alle ruder, porcelænshåndvaske, toiletkummer og andet inventar smadret, og der var blevet malet graffiti på alle vægge. Derudover gravede ejeren fundamentet frit flere steder, for at få det til at forfalde. Det lykkedes ikke, bygningen var for stærk, og han opgav.

Derefter står bygningen som et tomt skelet uden ruder, en skygge af fordums storhed. Bygningen blev brugt af hjemløse, og af unge som søgte spænding. Men efterhånden bredte der sig rygter om at bygningen var hjemsøgt, om at der var spøgelser, og også om at bygningen blev brugt til sataniske ritualer.

Der var historier om en lille pige der legede skjul med folk der vovede sig ind i bygningen, ved solrummene på 3 sal. Der var historier om en lille dreng der legede med sin bold, der var historier om rum der pludselig blev oplyst midt om natten, selv om det var mange år siden der har været strøm i bygningen, man kunne se flakkende lys som fra tv apparater, døre smækkede, stemmer hviskede, og der var historier om en ligvogn der afleverede kister ved hovedindgangen. En af de mest uhyggelige historier er om den spøgelsesdame der kommer løbende ud af hoveddøren, blodet løber fra hendes overskårne håndled, mens hun råber: ”hjælp mig, hjælp mig…” desuden høres der i ligskakten klagende suk og støn….

En af tagterrasserne ligger lige uden for et lokale hvor der er ekstremt meget aktivitet. Efter sigende skulle man i perioder kunne stå om natten på tagterrassen, og se skygger bevæge sig frem og tilbage inde i rummet ved siden af. Dette er dokumenteret af amerikanske ghost hunter grupper. Den amerikanske gruppe TAPS (The Atlantic Paranormal Society), har med termokamera ”fanget” drengen på video, netop der hvor han oftest rapporteres set.

Bygningen er sluttelig solgt til en gruppe mennesker, der værdsætter den historiske værdi, og derfor har påbegyndt den kolossale opgave, at restaurere Waverly Hills. Restaureringen blev påbegyndt i 1999, og første skridt af projekt ”The awakening of Waverly Manor” blev udført med istandsættelsen af forhallen, første sal, og østfløjen, der nu er åbent for publikum.

For at fremskaffe penge til den videre restaurering, arrangeres der nu ghost hunter ture mod betaling, samt forskellige koncerter på området. Men alt i alt må Waverly Hills Sanitarium siges at være enhver ghost hunters drøm. Et par nætter dér, ville unægtelig være spændende. Hvem vil med?

I forbindelse med research til denne artikel, nævnes en sygeplejerskes selvmord. Jeg har undersøgt det nærmere, og fundet frem til følgende.
Værelse 502
I 1928 fandt man en 29 årig oversygeplejerske hængt i værelse 502. Hvor længe hun havde været død ved man ikke, men retsmedicineren konkluderede at det var selvmord. Hvorfor oversygeplejersken valgte at tage sit liv ved man heller ikke, men man formodede at det havde noget at gøre med, at hun var ugift og desuden gravid.

I 1932 valgte en anden sygeplerjske at begå selvmord ved at hoppe ud fra en tagterasse på Waverly Hills. Man ved heller ikke hvorfor denne sygeplejerske valgte at begå selvmord. Det mest uhyggelige ved dette selvmord, er nok det faktum at hun boede på værelse 502…

Disse to triste hændelser har gjort værelse 502 til et af de mest kendte, og i ghost hunter kredse populære, steder på Waverly Hills. Der er mange rapporter om en full body apparition på denne etage, en kvinde i en hvid sygeplejerske uniform.

Med hensyn til køkkenet som også nævnes i kommentarene, kan jeg nu oplyse at der er folk der har set spøgelset af en mand i hvid kittel i køkkenet. Der rapporteres jævnligt om duft af mad fra køkkenet, selv om det sidste måltid blev lavet tilbage i 1982, da Woodhaven sindssyge hospitalet lukkede.

Nogle af de andre kendte spøgerier på Waverly omfatter en pige på 3. sal. Man mener hun hedder Mary. Nogle har set hende lege med en bold, og andre har hørt en bold hoppe ned ad trappen, fra 3. sal. Flere har også rapporteret en dreng, der leger med en bold, men pigen er den mest markante og uhyggelige af de to. En mand fortalte at han havde mødt en pige, der “ikke var normal”…. Han påstod hårdnakket at hun ikke havde nogle øjne, kun mørke øjenhuler. Han var så skræmt at han nægtede at gå ind i bygningen igen. Desuden er der mange rapporter fra folk, der har set børn kigge ud af vinduerne på 3. sal.

Flere har hørt børn synge børnesangen “Ring around the rosy” på en af tagterasserne. Man kan undre sig over hvorfor der er spøgelser af børn på taget, men…. Da Waverly var tuberkulosehospital, blev mange børn faktisk anbragt på tagterassen for at få helioterapi, en behandling med sollys.

Fjerde sal er kendt for mange rapporter om syn af mørke skikkelser, og døre der smækker uden nogen ydre påvirkning. Af mange anses fjerde sal som det mest skræmmende og aktive område på Waverly.

En skræmmende historie fra Waverly er den om en vagt, som en sen aften så et svævende hoved…. Han skreg og løb som en vanvittig ned på etagen nedenunder, hvor han besvimede. Han forlod Waverly omgående, og vendte aldrig tilbage.

I artiklen nævnes spøgelset af en kvinde, som kommer løbende ud af døren med blodige håndled, mens hun røber “Help me, help me….” Et medium som har studeret billeder af Waverly og fået en masse ind, fortælle om dette spøgelse:

“Hun er tynd, med langt, uglet og gråt hår. Hun holder til på den underste etage, nær hovedindgangen. Hun blev ført til hospitalet af en nær slægtning, lang tid før hun døde, og hun venter stadig på at den person kommer og “redder” hende fra stedet. Hun var patient da stedet hed Woodhaven Sanitarium, altså da det fungerede som sindssyge hospital. Sandsynligvis fejlede hun ikke andet end at hun var gammel og dement. Hun blev behandlet dårligt, og følte sig som en fange. Hun frøs ofte, fik ofte dårlig mad, og lå ofte længe i sin egen urin. Hun har håndjern på, og de viser, sammen med blodet fra håndleddene, at hun blev lænket fast i en grad så hendes arme og håndled blødte. Hendes sjæl er i smerte og ikke i ro. Hun forstår ikke at hun er fri i døden, men gennemlever sit mareridt fra tiden på sanatoriet, og venter stadig på hjælp…”

Om pigen fortæller mediet:

“Der er en otte årig pige på stedet. Som den gamle dame kan hun ikke acceptere eller forstå at hun er død. Hun var meget syg da hun blev indlagt, og døde ret pludseligt. Desværre fortalte de hende aldrig hvor syg hun rent faktisk var. Hun føler sig fortabt, faret vild, og meget ensom…”

Endelig fortæller mediet om sygeplejerskerne, at mediet rent faktisk kun fik én sygeplejerske ind. Men mediet fortæller at det ikke betyder, at der ikke kan være tale om to sygeplejersker, hun fik blot kun kontakt med den ene.

En meget smuk, mørkhåret sygeplejerske med en meget flot figur. Hun var meget trist, fortvivlet, og var præget af sorg og håbløshed, men hun holdt det skjult. Disse følelser skulle stamme fra stedet, fra Waverly Hills. Alle disse følelser blev for tunge at bære, og mediet mener at det var denne sygeplejerske der hoppede ud fra tagterassen.

Afslutningsvis siger mediet at Waverly er ekstremt hjemsøgt, at der er ekstremt meget spøgeri der. Det kan heller ikke forbavse, når man tænker på stedets historie. Det falder godt sammen med det faktum, at mange mennesker overvældes af følelserne på Waverly. At de simpelthen ikke kan klare energierne, alle de energier fra forfærdelige følelser, der stadig hænger på stedet i stor stil… Sorg, smerte, tungsind, angst, opgivenhed… Hele spektret af triste sorte følelser….