Translokation Af Følelser

Søndersø Kirkegård

På en undersøgelse kan man komme ud for mange ting, og det er ikke dem alle der er lige behagelige. En ting er at se ånderne eller deres aktivitet, mærke dem, eller høre dem. Men de kan også projicere deres følelser over på de levende, og det er ikke altid behageligt.

DPA var blevet kontaktet af et ungt par, der bor i et rækkehus et sted i Danmark. De var i 20`erne, og de havde en dreng på omkring 3 år. Nogle af de ting de oplevede involverede drengen, og gik ud over ham. Sådan en sag prioriterer DPA højt, og vi tog afsted for at forhåbentlig være i stand til at hjælpe familien.
Vel ankommet fik vi en rundvisning, og en detaljeret gennemgang af hvad de oplevede.
Familien boede i et toplans rækkehus, med egen have. Det var en karrè af rækkehuse, bygget sammen, og dermed var der kun gennemgange til området bagved, af stier for enden af karrèerne. For enden af haverne var der et grønt område, og hver have havde deres egen havelåge ud til dette område. På den anden side af det grønne område, lå også karrèer af rækkehuse, med deres respektive haver ud til same grønne område. Det var altså et grønt områder der var ret godt omskærmet af rækkehusene, og deres haver.
Ofte oplevede flere beboere at de så en eller to skikkelser passere deres havelåger (hækkene var så høje at man ikke kunne se personer på den anden side af dem), og det var oftest ud af øjenkrogen, og de så kun lige et glimt inden de var forbi havelågen. Da beboernes børn ofte legede på dette grønne område, var alle beboerne meget opmærksomme på, at der ikke skulle luske fremmede rundt. Derfor skete det ofte at beboeren løb ud til havelågen, for at få et glimt af hvem det var som gik forbi, og som de ikke kunne genkende. Det pudsige var bare at når beboerne så skikkelserne passere havelågen på denne måde, så kunne de aldrig nå at se nogen når de nåede frem til lågen, og det til trods for, at man ikke ville kunne komme ud af området så hurtigt. Sammenholdt med det faktum at flere af beboerne oplevede uforklarlige hændelser i deres rækkehuse, måtte de til sidst konstatere at det nok var paranormalt – spøgelser ganske enkelt – for det kunne ikke forklares hvorfor de aldrig kunne nå at se skikkelserne, når de løb ud.

Efter at have fået dette forklaret og fremvist, gik vi ind i huset, for at høre hvad de oplevede derinde.
Udover de ”almindelige” paranormale fænomener som diverse lyde, temperaturfald, at se ”noget” ud af øjenkrogen osv, havde de også oplevet at blive forsøgt skubbet ned ad trappen. Et puf i ryggen, når de skulle til at gå ned. Heldigvis havde det ikke været hårdt nok til at få dem til at falde, så der var ingen skade sket, men det er jo alligevel ikke sådan en aktivitet man ønsker i sit hjem.

Som jeg nævnte i indledningen berørte et af fænomenerne deres søn, og de kunne ikke forstå hvad det gik ud på.
Deres søn havde på trods af sin unge alder, sit eget værelse. På dette værelse var der ovre i det ene hjørne et indbygget skab. Eller rettere et fastgjort skab, et skab der ikke kunne flyttes. De brugte det udelukkende til opbevaring af sengelinned, ekstra dyne og pude, og lignende. Altså var der ikke noget i skabet der burde have indflydelse på deres søn, ikke noget han gerne ville have fingre i, ikke noget han skulle være bange for. Alligevel fortalte de at han gik nærmest helt amok hver gang de åbnede skabet. Han ville IKKE have det skab åbnet, og helt galt var det, hvis de glemte at lukke det igen. Vi undersøgte skabet på alle tænkelige måder, var der temperaturforskel, var der træk fra skabet, var der ubehagelig lugt, kunne åbningen af skabet danne reflekser eller lyde, men uanset hvad vi tjekkede var resultatet negativt. Der var intet der kunne tyde på en forklaring på hvorfor sønnen ikke ville have skabet åbnet.

Efter hele denne gennemgang gik vi i gang med selve undersøgelsen. Kommandocentral blev oprettet i køkkenet, og vi begyndte arbejdet.
Undersøgelsen forløb faktisk ganske roligt. Vi oplevede ikke rigtig nogle fænomener, kom ikke rigtig i forbindelse med noget.
På et tidspunkt lød der fra drengens værelse et ret stort bump – jeg vil næsten sige brag, da der var ”skarp” lyd i det også – som om noget faldt ned. På det tidspunkt sad vi og holdt pause i køkkenet, og fik lidt forplejning. Vi løb straks op på værelset og tjekkede alt, men der var intet at se overhovedet, heller ikke på overvågningen. Her skal det tilføjes at familien havde rigtig godt styr på deres bolig. Der var ikke legetøj i hobevis på værelset, og det der var stod sirligt på hylder og reoler. Der var ikke engang en rodekasse. Derfor var det let at konstatere at der ikke var noget der kunne være væltet eller faldet ned, der var ingen forklaring på lyden. Efterfølgende kontaktede vi en professionel gulvmand for at høre om han mente at det kunne være gulvet der havde givet sig, men han mente ikke at have hørt noget lignende før, og mente derfor ikke at det kunne være det der var årsagen. Lyden forblev uopklaret.

Lidt senere da vi måtte konstatere at der var alt for stille, besluttede jeg at vi skulle åbne skabet på drengens værelse, og lade det stå åbent. På den måde kunne vi måske finde ud af HVAD det var, der skræmte ham så meget. Vi havde jo selvfølgelig et af vores overvågningskameraer rettet mod skabet. Som sagt så gjort, skabet stod åbent, og vi fortsatte undersøgelsen.

På et tidspunkt var jeg og et af medlemmerne i gruppen inde på et andet værelse på førstesalen, da vi blev kaldt op på radioen fra kommandocentralen. Der blev sagt at der pludselig var en masse orbs i drengens værelse, noget der ellers ikke havde været meget af. Vi skyndte os derind, og da positionerede jeg mig uden at tænke mig om. Jeg gik ind på værelset, direkte hen i hjørnet ved skabet, og stilte mig med ryggen mod det åbne skab. Og da skete det….

På et splitsekund – og jeg mener vitterligt et splitsekund – som man tændte for en kontakt, blev jeg overmandet af dårlige følelser og blev dårlig fysisk også. Jeg fik en umanerlig kvalme, som om jeg virkelig skulle kaste op. Samtidig blev jeg overvældet af virkelige ubehagelige følelser. Jeg følte et vemod som jeg aldrig har følt før. En sorg så dyb at tårerne øjeblikkeligt pressede sig på. Jeg følte sorg, jeg følte afmagt, vemod, savn, jeg følte mig ensom, trist, en helt forfærdelig blanding af følelser, en overordnet følelse jeg håber jeg aldrig aldrig oplever igen…. Og alt dette kom som sagt, som af et klik på en kontakt. Aldeles omgående og simultant.

Jeg stod fuldstændig overvældet i et par sekunder eller tre vil jeg tro, før jeg kunne tænke klart nok til at finde ud af, at jeg skulle ud af det rum omgående. Jeg gik hen mod døren, og allerede inden jeg nåede ud af rummet, var følelserne forsvundet…. Kvalmen tog lige et par minutter.
Jeg måtte lige holde en pause og fordøje denne oplevelse, og vende den med de andre. Jeg havde stadig en ked-af-det-hed, så meget havde disse følelser gjort ved mig, på trods af at det kun drejede sig om få sekunder.
Personen ved overvågningen sagde at hun kunne se det på mig, meget meget tydeligt. Lige så snart jeg stillede mig foran skabet, kunne hun se i mit ansigt at der skete noget. Om jeg direkte havde ændret ansigt turde hun ikke sige, men der fremgik tydeligt at noget var galt. Efterfølgende måtte vi konstatere at et glitch i overvågningssystemet gjorde, at det ikke blev optaget. Tilfældigt? Eller? Det ved vi ikke…..

Resten af undersøgelsen foregik uden at vi oplevede flere fænomener.

Efterfølgende har jeg foretaget en del research for stedet og området, især med tanke på de udendørs fænomener, og med tanke på opdagelsen vi gjorde, nemlig at der i et større område end blot denne bebyggelse, var oplevet uforklarlige fænomener, ofte af lidt mere negativ art.

Det gjorde at jeg begyndte at researche på området, og jeg fandt faktisk frem til at der i det område rækkehusene er opført på, tilbage i middelalderen havde været en massegrav for pestofre. De var simpelthen blevet kulet ned i et stort hul, langt fra beboelse på det givne tidspunkt.
Pludselig gav min oplevelse på værelset mening for mig. Da jeg altid har været meget historisk interesseret især i middelalderen, samt i epidemier og sygdomsbehandling, har jeg læst rigtig meget om pesten, hvordan den forløb, og hvordan den udryddede ikke blot hele familier, men hele landsbyer.
Derfor kan jeg ikke slippe tanken om, at jeg har fået overført følelserne fra et døende pestoffer, at jeg har ”fået lov” at føle hvordan de sidste stunder var, for en person der døde af pest. Det har relevans til hvad der er sket i området, og med den måde episoden skete for mig på undersøgelsen, kan det næsten kun være en translokation af følelser fra et pestoffer.
Hvorfor ramte det lige mig? Ja, det kan vi jo aldrig vide med sikkerhed, men jeg ved at jeg åbenbart har ret stærke evner – i clairvoyant retning – som blot ikke er rigtig vækket endnu. Men ind i mellem får jeg disse meget stærke oplevelser. Og det er tidligere konstateret at det jeg har følt eller oplevet, kunne bekræftes efterfølgende.

Vi fik en snak med familien (forældrene) om at de skulle være opmærksomme på, om deres søn har lignende evner. Ikke at de på nogen måde skulle arbejde med det, fremprovokere noget eller lignende, men blot skulle holde øje. Endvidere fortalte jeg dem om MIN oplevelse, og jeg måtte jo sige til dem, at hvis han føler noget der bare er lidt i retning med min oplevelse, så forstår jeg ganske godt, hvorfor han ikke vil have det skab åbnet. Dette gav dem en fornemmelse af hvad der kunne være årsagen, og de blev dermed sat i en situation hvor de kunne arbejde med det, tage deres forholdsregler, i stedet for at blive frustreret og måske endda irriteret på den stakkels søn, der jo ikke kunne give udtryk for hvad han følte. Jeg har senere gennem bekendte til den unge familie, fået at vide at der efterfølgende faldt meget ro på, hos dem.