Borley Rectory

Borley Rectory præste embedsbolig

Borley Rectory var en præste embedsbolig i England, beliggende ved Englands østkyst i Essex, nær Suffolk. Huset hørte til den nærliggende Borley Church, og siges at have været det mest hjemsøgte hus i England, og muligvis i verden. Sikkert er det at Borley Rectory blev genstand for den første paranormale undersøgelse, eller ghost hunt, der er kendt i historien.

Borley Rectory blev bygget af Reverend Henry D. E. Bull i 1863, for at huse ham, hans kone, og deres 14 børn. Et kloster der hed Borley Manor, lå på stedet i, i hvert fald i år 1066 ifølge den såkaldte Dommedagsbog. Fundamentet til Borley Rectory, var bygget omkring underjordiske gange og hvælvinger. Det fortælles at en munk og en nonne i 1200 tallet prøvede at flygte fra klosteret sammen i en karet, men blev fanget. Munken blev hængt, og nonnen levende indemuret i klosteret. Denne historie blev genopdaget i 1938. Borley Rectory indeholdt 20 værelser, og var i 3 etager inklusiv kælder.

Borley Rectory brændte ned under mystiske omstændigheder i 1939, og ruinen blev fjernet helt i 1944. Der rapporteres stadig om paranormale fænomener på stedet og i området, hvor Borley Rectory lå.

Reverend Bull der byggede Borley Rectory døde i det såkaldte Blå værelse i 1892. Hans søn Harry Bull overtog præsteembedet, og han døde som sin far, i det Blå værelse, i 1927.

De første oplysninger om paranormal aktivitet stammer helt tilbage fra 1885 hvor fortællinger om et spøgelse i form af en nonne, blev set i haven. Hun svævede efter sigende hen over jorden med bøjet hoved, som i sorg. Det mentes at det var spøgelset efter den indemurede nonne. Der var i årene hvor den ældste Bull residerede, adskillige rapporter om paranormale fænomener på Borley Rectory. I 1886 forlod en barnepige Borley Rectory på grund af de overnaturlige fænomener, især lyden af fodtrin, selv om ingen var at se. Den 28 juli år 1900, så Reverend Bull´s to søstre spøgelset af nonnen, ved højlys dag. Det er også set i samme periode af adskillige af landsbyens beboere.

Hr og Fru Edward Cooper der boede i landsbyen, ikke langt fra Borley Rectory, så både spøgelset af nonnen, og den spøgelseskaret der også er rapporteret set flere gange, og som menes at være den munken og nonnen flygtede i. På trods af alle rapporterne om paranormale fænomener blev familien Bull på Borley Rectory, indtil sønnen Harry Bull´s død i 1927. Efter hans død stod Borley Rectory tomt i et års tid, og i den periode rapporteredes flere tilfælde hvor landsbyboere så nonnens genfærd glide gennem haven, med hovedet bøjet i sorg.

De næste beboere satte gang i rapporterne om paranormale fænomener, fra huset selv. Reverend Eric Smith og hans kone boede kun i huset i kort tid, men nåede alligevel at opleve lyden af fodtrin, dørklokker der ringede uden at nogen havde aktiveret dem, og at sten blev smidt gennem luften. Reverent Smith ringede til avisen Daily Mirror som sendte en journalist, og i samme forbindelse kontaktedes Harry Price fra SPR, Society of Psychical Research, Selskabet til Psykisk Forskning. Det blev begyndelsen på et langt forløb hvor Borley Rectory blev undersøgt, og hvor den moderne ghost hunt teknik blev født.
Harry Price
Harry Price var bl.a. forfatter, journalist, fotograf, og ingeniør. Han blev født i London den 17 januar 1881. SPR, Selskabet til Psykisk Forskning, som Harry Price senere blev medlem af, blev dannet i 1882. I juni 1920 bliver Harry Price medlem af SPR, det sker blot 1 måned efter at Hr og Fru Cooper fraflytter Borley Cottage, efter at have set både spøgelseskareten og nonnen.

Den 29 maj 1922 afholder Harry Price sin første seance, det sker i München, sammen med Willi Schneider. I Januar 1923 møder Harry Price mediet Stella Cranshaw, med hvem han afholder en lang række seancer gennem hele året.

I 1924 optræder Harry Price i radioen for BBC, hvor han forklarer om telepatiske eksperimenter.

I Januar 1925 tager Harry Price på en forelæsningstur til Europa, og den 10 januar åbner han den internationale psykiske udstilling i København.

I de følgende par år beskæftiger Harry Price sig meget med at deltage i diverse seancer, afholde sittings med medier, og tage på endnu en tur til Skandinavien. Han bliver udnævnt til udlandsrepræsentant for den amerikanske SPR.

I 1927 dør Reverent Bull i det blå værelse på Borley Rectory, og i december samme år hører Harry Price for første gang om et hus i Battersea, der hjemsøges af poltergeist fænomener. Det bliver begyndelsen på hans karriere som paranormal undersøger, eller ghost hunter. Den 19 januar 1928 besøger Harry Price for første gang det hjemsøgt hus i Battersea, og den 14 marts undersøger han et hjemsøgt omklædningsværelse på Adelphi teatret.

Herefter følger igen en del seancer og sittings, og den 10 juni 1929 skriver V.C. Wall den første artikel om Borley Rectory i Daily Mirror, og Harry Price hører første gang om Borley Rectory, den 11 juni, da han kontaktes af redaktøren for Daily Mirror. Harry Price spilder ikke tiden, og allerede den 12 juni 1929 besøger han Borley Rectory for første gang, sammen med sin kone Kaye Price. Herefter besøger Harry Price adskillige gange Borley Rectory, og den 14 juli flytter familien Smith fra stedet.

Den 25 oktober foreslår Harry Price en undersøgelse, i samarbejde med Metafysisk Institut.

Den 16 oktober 1930 flytter Reverent Lionel Foyster og hans kone Marianne, ind på Borley Rectory.

I Maj 1931 bliver Harry Price udnævnt til vicepræsident i Magisk Selskab. Dette er en vigtig begivenhed, da den oplysning betyder at Harry Price kender til magi og trylleri, og derved kan gennemskue mange af de tricks som folk påstår er ægte spøgeri.

Den 29 september 1931 bliver Harry Price opsøgt af enken Bull, som beder ham om at tage til Borley Rectory igen, og undersøge de paranormale fænomener der er fortsat på stedet.

Den 1. oktober er det Reverent Foyster selv, der inviterer Harry Price til at komme til Borley Rectory.

Den 8 januar 1932 nægter Reverent Foyster Harry Price at besøge Borley Rectory igen, grunden kendes ikke… Det holder dog ikke længe, da Harry Price menes at have besøgt Borley igen, mellem april og november 1932.

I oktober 1933 tilbyder Harry Price at udstyre en afdeling til psykisk forskning, på University of London.

Den 3 januar 1934 accepterer University of London tilbuddet, og den 6 juni dannes rådet til psykisk forskning, under University of London.

I februar 1936 udgiver Harry Price sin første bestseller, Confessions of a ghost hunter. I marts samme år flytter Reverent A.C.Henning ind på Borley. Det er ham der genopdagede historien om den indemurede nonne. Den 10 marts samme år sender BBC med Harry Price som vært, direkte fra et hjemsøgt hus i Meopham, Kent, i England.

I efteråret 1936 skriver Harry Price sin første artikel til Encyclopædia Britannica.

Den 22 januar 1937 afholdes en stor middag til ære for Harry Price, arrangeret af Rådet til Psykisk Forskning ved University of London.

Den 20 marts 1937 tilbydes Harry Price at stå for en afdeling til psykisk forskning ved Bonns universitet.

Den 7 maj 1937 får Harry Price tilladelse af Reverent Henning, til at leje Borley i et uspecificeret tidsrum, og den 25 maj annoncerer Harry Price i The Times, efter deltagere i en årelang paranormal undersøgelse på Borley. Han får kontakt med en del mennesker, og efter at have kasseret nogle af dem, står han med et hold der kan bruges. Planen er at der i et år, 24 timer i døgnet, skal være paranormale undersøgere til stede på Borley.

Den 9 maj 1938 slutter Harry Prices lejemål af Borley Rectory.

Den 27 februar 1939 udbryder der brand på Borley Rectory, og stedet brænder ned så stort set kun murene står tilbage.

I oktober 1940 udgiver Harry Price endnu en bestseller: The most haunted house in England.

Den 17, 18 og den 30 august 1943 udgraver Harry Price kælderen under Borley´s ruiner, og finder menneskelige skeletrester.

Den 13 september 1943 bliver resterne fotograferet i Coopers studie i London.

I april 1944 fjernes ruinerne. Borley Rectory er fortid.

Den 29 maj 1945 begraver Harry Price og Reverend Henning de menneskelige rester, ved en kristen begravelse i indviet jord.

I 1946 udgiver Harry Price bogen: The end of Borley Rectory.

Den 29 marts 1948 dør Harry Price i sit hjem, i Pulborough, West Sussex, England.

Alle disse punkter og datoer er taget med i denne artikel, for at dokumentere at Harry Price ikke var en hvem som helst. Som alle forhåbentlig kan se var han en mand der vidste hvad han talte om, og som kunne gennemskue de billige tricks og forsøg på snyderi, som der uomtvisteligt var mange af, også dengang. Han var populær, og anset som en stor videnskabsmand, og ekspert på området.

Ud over det her nævnte, beskæftigede Harry Price sig med masser af seancer, sittings, interviews, forelæsninger, og meget mere.

Hvad skete der så på Borley Rectory? Det tager vi om lidt, for som nævnt i starten var Harry Price grundlæggeren af den moderne ghost hunt teknik, og opfinder af det første ghost hunter kit. Da Harry Price i 1928 for første gang besøger det hjemsøgte hus i Battersea i London, begynder ghost hunting at tage form.

En familie ved navn Robinson boede i et victoriansk hus på Lavender Road i Battersea, London. Price havde fået tilsendt en rapport om fænomenerne, men havde i første omgang ikke interesseret sig så meget for dem. Imidlertid kom de i offentlighedens øjne via aviserne, og da snakken begyndte at gå, besluttede Price sig for alligevel at kigge nærmere på det. Hans interesse var vakt.

Ifølge familien bestod fænomenerne bl.a. af kul og mønter der blev smidt rundt, glødende aske fra kakkelovnen dukkede pludselig op i udhuset, høje brag og bankelyde hørtes i hele huset, vinduer blev knust, og møbler der pludselig vendte på hovedet eller var ødelagt. Price besøgte huset adskillige gange ifølge med journalister, og en gang med et medium. Ved flere lejligheder var Price vidne til ting der flyttede sig af sig selv. På trods af familiens edsvorne vidnesbyrd om voldsomme paranormale fænomener, var Price ikke overbevist om at alle fænomenerne skyldtes paranormale årsager. Det er en holdning der falder godt i tråd med nutidens holdning til poltergeist fænomener, nemlig at de som regel skyldes ubevidst telekinese forårsaget af personer, ofte teenagere, med personlige problemer. Price udviklede også det første ghost hunter kit, der bl.a. bestod af kameraer, udstyr til at tætne døre og vinduer, kviksølv, grafit pulver til at tage fingeraftryk, ståltape, og diverse elektroniske apparater.

Efter at have talt med redaktøren på Daily Mirror den 11 juni 1929 ankommer Price til Borley Rectory for første gang. Og Reverent Smith fortæller om det første tilfælde af paranormal aktivitet de oplevede. Inden de flyttede ind på Borley, havde de hørt om aktiviteterne, men troede ikke på dem.

En aften kort efter de var flyttet ind, var det uvejr. Da de skulle til at gå i seng ringede dørklokken, og den blev ved at ringe indtil Smith nåede døren. Da han åbnede den var der ikke nogen udenfor, og til trods af at han gik ned ad indkørslen, var der ingen at se. Han gik tilbage, og han og fruen gik i seng. 25 minutter senere, klokken 23:45 ringede dørklokken igen. Endnu engang fortsatte den med at ringe indtil han åbnede døren, og igen var der ikke nogen udenfor. I den tro at det var en der lavede ballade, gennemsøgte Reverent Smith det meste af haven og området rundt om Borley Rectory, men der var ingen at se.

Denne ringen af dørklokken er en af de ting der fortsatte på Borley, indtil det brændte.

Som nævnt i starten af artiklen, var der 20 værelser på Borley. Kun en del af dem var møblerede og blev brugt af familien Smith, resten stod tomme og ubrugte. På den tid var der en klokkestreng i hvert værelse hvor man kunne tilkalde tjenestefolk, og disse klokkestrenge blev aktiveret lige så ofte i de tomme værelser, som i dem der blev brugt.

En anden ting der undrede var dørnøglerne. Der sad nøgler i alle døre, og selv om de sad i døren om aftenen når familien gik i seng, så lå mange af dem på gulvet næste morgen. Dette problem løste imidlertid sig selv, for ret hurtigt forsvandt alle nøgler sporløst.

Det næste fænomen Smith oplevede var fodtrin over hele huset, og det var både om dagen og om natten. Slæbende fodtrin, til trods for at der ikke var nogen mennesker tilstede. Lyden af fodtrinene var værst om aftenen, når de gjorde klar til at gå i seng. Ofte stod Reverend Smith og råbte mens han svingede med en hockeystav, mod en person han tydeligt kunne høre passere sig i mørket, man han ramte aldrig noget. Dernæst begyndte der at blive smidt med sten, inde i huset. Sten på størrelse med nøddesten, men hvor de kom fra blev aldrig opklaret. Mange gange kom de trillende ned ad trapperne. Efterhånden blev flere af landsbyens beboere skræmt, og en journalist blev tilkaldt. Da hans artikel blev indleveret til trykning, var det at redaktøren næste dag kontaktede Harry Price.

Aftenen før Prices ankomst blev et nyt fænomen observeret af borgerne i landsbyen. De så i et af vinduerne, i et af de tomme værelser der ikke blev benyttet, et lys bevæge sig frem og tilbage. Journalisten nåede også at få et glimt af lyset, og foreslog Reverent Smith at han skulle tage et andet lys, og gå ind i værelset og undersøge. Det gjorde han. Han fortalte bagefter at han intet så, hørte eller mærkede i værelset. Men beboerne i landsbyen så tydeligt to lys, da Reverend Smith var inde i værelset.

Det første Price gjorde var at tale med tjenestefolkene. Der var to, en ung pige som boede i landsbyen, og sov hjemme, og en gartner, der kun var der i dagtimerne. Den unge pige kendte til historierne om spøgerierne, og forsikrede Price om at hun havde set både kareten trukket af to heste, og nonnen der stod lænet ind over en låge i haven.

Price fandt ud af at familien, da de flyttede ind, havde en ung pige med sig. Hun blev på Borley Rectory i nøjagtig 48 timer. Hun gav som forklaring på sin afgang, at hun havde set en nonne i haven, en nonne der havde skræmt hende. Hun kendte ikke til historierne, og kunne således ikke vide at der var tradition for en nonne der spøgede på stedet.

Gartneren blev også interviewet, men han havde aldrig set noget, men selv samme uge havde han under arbejdet, fundet dele af en hjerneskal i haven. Han formodede at den stammede fra pestens tid da ligene ofte blev begravet ganske tæt på overfladen og ofte i ikke indviet jord, simpelthen på grund af at der var så mange der døde. Gartneren sørgede for at resterne blev begravet på kirkegården.

Price og hans sekretær undersøgte hele Borley Rectory til mindste detalje. Fra kælder til kvist, udhuse og stalde. Alt blev undersøgt, inklusive de ringende klokkestrenge, men intet mærkeligt blev fundet. Derefter gjorde de klar til natten.

Price og journalisten placerede sig i en pavillon i haven hvor Price ville holde øje med vinduerne efter lyset, og journalisten skulle se efter nonnen. Sekretæren var inde i huset, og skulle overvåge hvad der skete derinde. Det blev tusmørke, det tidspunkt nonnen oftest var set, og pludselig griber journalisten fat i Prices arm og siger. ”Der er hun….” Price så ganske rigtigt hvad han beskriver som en mørk skikkelse der kom glidende gennem haven. Pludselig løber journalisten i fuld fart over mod spøgelset. Da han kom tilbage til Price fortalte han at skikkelsen var blevet mere og mere tydelig som han nærmede sig, men da han var tæt på, blev skikkelsen ganske enkelt opløst for øjnene af ham. Dette kunne Price ikke se, da journalisten var præcis mellem Price og nonnen, og derfor skyggede for udsynet. Efter den oplevelse blev de enige om at de lige så godt kunne gå ind i huset, da nonnen sikkert ikke ville vise sig igen den aften. Da de gik forbi verandaen lød et mægtigt brag, og en glasrude faldt ned fra taget. Price skriver selv at det kunne være en tilfældighed, men at det var ret mistænkeligt.

Men det værste den aften ventede….. da de kom ind undersøgte de huset endnu engang fra kælder til kvist, uden at finde noget mistænkeligt. Netop da de kom ned i hall´en, kom en rød glaslampe der var placeret i det blå værelse, susende ned gennem trapperummet, og splintrede mod en kakkelovn. Umiddelbart efter kom en mølkugle flyvende ned. Den unge pige var gået hjem, og der var ingen mennesker ovenpå.

Efter den oplevelse besluttede Price at forsegle døre og vinduer i hele huset. Det blev gjort, og de tog plads i det blå værelse, for at afvente hvad der ville ske. Reverent Smith fik overtalt Price til at afholde en seance i det blå værelse, selv om Price var imod. Han mente ikke de var der for at ”lege” med ånderne, men for at finde ud af hvad der foregik. Han lod sig overtale, og de placerede sig således at de sad med ryggen mod alle vægge, og derfor havde hele værelset foran sig.

Da Price startede seancen og spurgte om Reverent Bull, der jo var død i det værelse, var tilstede, lød der et smæld fra bagsiden af et spejl på kommoden. Price foreslog et smæld for ja, to for nej, og tre for usikker. På denne måde gik 3 timer i det blå værelse med at stille spørgsmål og få svar. Efterfølgende fandt Price ud af at mange af Bulls familiehemmeligheder var der blevet svaret korrekt på.

Da seancen var ved at være slut blev et stykke sæbe kastet voldsomt fra den ene ende af lokalet over i den anden ende, hvor det ramte en vase så hårdt, at der kom mærker i sæben. Da det skete var alle personer i den modsatte ende af lokalet. Efter seancen lagde Price sig til at sove på en seng, i det blå værelse, og sov uforstyrret. Som han skrev i notatet: ”Jægeren og de jagede hvilede….”

Næste dag talte Price med søstrene Bull som ejede Borley Rectory på det tidspunkt. De fortalte at en dag i år 1900, da de havde afholdt et haveparty på en solrig eftermiddag, så de pludselig en nonne komme gående i den fjerne ende af haven, med hovedet bøjet. En af søstrene havde løbet ned mod nonnen for at tale med hende, men da hun var ved at nå frem havde nonnen drejet hovedet mod hende, og var blevet opløst i den blå luft. Denne historie blev bekræftet af den anden søster.

Søstrene fortalte også at deres bror ved flere lejligheder havde set både nonnen og kareten, og det blev bekræftet af en af hans venner, som fortalte at han ofte var blevet betroet at broderen havde set disse ting. Han havde sagt at han efter sin død, om muligt, ville prøve at manifestere sig på samme måde. Det kunne tyde på det virkelig var ham de havde haft kontakt med, ved seancen aftenen forinden.

Price talte ved dette besøg på Borley også med en tidligere gartner, der havde boet i lokalerne ovenpå staldene, lokaler der på tidspunktet for Prices besøg stod tomme. Han fortalte at der ofte, når han og konen var gået i seng, lød trin fra stuen ved siden af. En nat lød der et stort bump efterfulgt af lyden af en hund der løb rundt i stuen. Pludselig lød et stort brag, som havde hunden væltet et større møbel. Gartneren stod op, tændte et stearinlys, og gik ind i stuen. Der var intet at se, og hunden hørte de ikke mere til den nat.

Under sit ophold på Borley modtog Price et brev fra en anden tidligere ansat, nemlig en barnepige der havde arbejdet på Borley 43 år tidligere. Hun fortalte at det var almindelig kendt allerede dengang at Borley var hjemsøgt. Hun fortalte at hun en nat blev vækket af lyden af en person der gik ude på gangen, med slæbende tøfler. Men der var ikke nogen. Den oplevelse havde gjort hende så bange, at hendes far fandt et andet job til hende. Denne oplevelse blev bekræftet af Miss Ethel Bull der fortalte Price, at da hun var ung hørte hun ofte det samme på det samme sted. Altid omkring klokken 22:30 kom lyden af de slæbende skridt, og de stoppede ud for det samme værelse hver gang. Derefter hørtes 3 bank, som hvis man banker på en dør, altid kun 3 bank. Dette lydfænomen er blevet hørt over hundrede gange…

Under dette sit første ophold fortæller Price at der var forstyrrelser hver aften og nat. Hans sekretær blev en uge længere, og hun fortalte at forstyrrelserne fortsatte. Kort efter flyttede lejerne fra Borley, de kunne ikke tage presset længere. De fortalte at da de besøgte huset en søndag, så de at vinduerne, som var låst indefra, var låst op, og det ene stod åbent.

Price fortæller at selv om han ved mange efterfølgende besøg, mens Borley Rectory stod tomt, måtte konstatere at forstyrrelserne ikke var lige så voldsomme som ved det første besøg, så var der dog forstyrrelser hver gang. Price opgav at undersøge mere, da han følte at han ikke kunne finde ud af mere, blot ved at besøge stedet. Ejerne opgav at få nye lejere, så de lukkede huset.

Price hørte ikke mere til Borley før to år efter. Da fik han telefonisk besked om at der var beboere i huset igen, og forstyrrelserne var startet igen en uges tid efter de var flyttet ind, denne gang mere voldsomme end tidligere. Han får tilsendt den dagbog hvori den nye beboer har logget alle de ting der er foregået, og Price er forbløffet over dagbogen.

Mellem februar og juli 1931, er der opført hundreder af episoder i dagbogen, der fyldte 31 tætskrevne sider.

Sten, mursten og bøger blev smidt omkring, dørklokken ringede dag og nat, Reverent Bull var blevet set mange gange, værelser duftede pludselig af parfume, ting, bl.a. en guldbroche forsvandt sporløst, mens andre ting, bl.a. en vielsesring ingen af beboerne havde set tidligere pludselig dukkede op, og fodtrin lød. Hvad værre var, så blev både beboeren og hans kone skadet fysisk, flere gange. En nat da beboeren netop var faldet i søvn, blev han vækket af et hårdt slag i hovedet af sin hårbørste. Vand fra servanten blev hældt over ægteparret når de sov, forskellige ting i soveværelset bevægede sig rundt, der blev skrevet på papir og vægge, peber blev smidt i øjnene på dem, og konen var ved at blive kvalt af en madras. Alle disse begivenheder var nøje beskrevet i dagbogen. Price besluttede at besøge Borley Rectory igen…

Jeg vil i denne artikel ikke gå ind og beskrive flere besøg nærmere i detaljer, da det vil blive alt for omfattende.

Udover nonnen, kareten med de to heste, og spøgelset af Reverent Bull som vi har hørt om, var der også flere spøgelser der blev set på Borley. De blev beskrevet som: en hovedløs mand, en mand, en grå skikkelse, en pige klædt i hvidt, tågede skikkelser, og sågar mærkelige insekter. Der er dog ingen tvivl om at det mest kendte spøgelse, er nonnen, der jo også er set af mange mennesker gennem årene.

En anden type af spøgerier på Borley, var lydende. De beskrives som en kvindestemme, hvisken, lyden af galoperende heste, lyden af en hund der løber rundt i et værelse, lyden af skraben på diverse overflader, konstant ringen med klokkerne, fodtrin, smæld, banken, lyden af døre der lukkes, store bump, hoppen, trampen, lyden af noget der slæbes over gulvet, hylen, metalliske lyde, brag, lyden af rindende vand, lyden af glas der smadres, lyden af møbler der flyttes over gulvet, og musik – som kirkemusik. Det skal bemærkes at de forskellige smæld, bankelyde, bump og så videre, forekom i forskellige udgaver og lydstyrker. Alt i alt et utroligt spekter af lyde der ikke kunne stedfæstes.

Der forekom også mange eksempler på skrevne meddelelser. Små beskeder der bad om hjælp, en rekviem messe, bønner osv. Skrevet på væggene, eller på papirstykker der pludselig dukkede op. Disse meddelelser dukkede ofte op på væggene i værelser der ellers var ”under kontrol”, og hvor der ellers ikke var forstyrrelser.

Døre blev pludselig låst eller låst op, mærkelig lys i vinduerne der blev set af landsbyboerne, nøgler der faldt ud af døre, opståen af mindre uforklarlige brande, ting der forsvandt sporløst, og ting der pludselig dukkede op – og det var ofte ting som ingen i huset kendte eller havde set før, områder der blev lyst op uden påviselig kilde, genstande der tilsyneladende kunne bevæge sig gennem fast materiale som aflåste skabe, pludselig opstået røgudvikling uden nogen årsag, der var pludselig opståede dufte, både behagelige og ubehagelige, pludselige temperaturfald, berøring af usynlige genstande eller personer, uidentificerbare fodspor i sneen, og udover alt dette, var der husdyrenes mærkelige opførsel som respons på fænomenerne. Disse fænomener var vidt udbredt gennem alle årene hvor Borley Rectory eksisterede, og blev observeret og bevidnet af mange forskellige personer, ikke kun beboerne og landsbyboerne, men også af udefrakommende og pålidelige personer som videnskabsmænd, universitets studenter, ingeniører, folk fra BBC, militær officerer, Royal Air Force piloter, og andre. Ikke blot nogle få personer, men hundreder af personer, og de fleste har skriftligt rapporteret hvad de har oplevet. Beboerne på Borley Rectory har alle oplevet forstyrrelser, nogle så voldsomme og intense, at de måtte flytte fra huset.

Miss Ethel Bull fortalte at hun ved en lejlighed var ude for at alle 20 klokkestrenge i værelserne, begyndte at ringe på én gang. Umiddelbart efter at de stoppede med at ringe, hørtes lyden af rindende vand. Trods omgående undersøgelse fandtes ikke nogen forklaring på hvordan det kunne lade sig gøre.

En af søstrene der sov i et lille værelse blev vækket af en syngende lussing – selv om der ikke var andre i værelset.

Skraben på dørene og fodtrin var de mest almindelige fænomener på Borley. Alle beboerne der har boet der, har flere gange hørt skraben på dørene, og lyden af fodtrin fra tomme værelser og korridorer.

Efter at have udgivet bogen om Borley Rectory, fik Harry Price et brev fra en mand ved navn P. Shaw Jeffrey, som fortalte at han var studiekammerat med Reverent Bull, og derfor havde opholdt sig på Borley Rectory flere gange, han havde også set nonnen flere gange, han havde hørt kareten, set sten blive kastet rundt, og flere gange fundet hans støvler ovenpå garderobeskabet om morgenen.

Det mest skræmmende han havde oplevet, var da hans fransk ordbog, som han havde brugt meget flere dage i træk, sporløst forsvandt. Alle ledte, men den var ikke til at finde. En nat da han sov blev han vækket af et bump, og han tændte et stearinlys. Midt på gulvet i hans soveværelse lå hans franskordbog, og den så ud til at have fået nogle knubs…. Det mest skræmmende var at døren var låst, og han var alene i værelset.

Jeg vil mene at læseren af denne artikel efterhånden har fået det indtryk at der skete mærkelige ting på Borley Rectory. De ting jeg har berettet om her, er kun en brøkdel af hvad der er foregået. Flere af fænomenerne er rapporteret set eller oplevet hundreder af gange, og der er i sagens natur endnu flere ting jeg kunne berette om. Jeg er imidlertid nødt til at sætte grænsen et sted, hvis ikke denne artikel skal fylde mange, mange flere sider. Der er jo skrevet bøger, flere hundreder sider, om oplevelserne på Borley Rectory.

Selv enden på Borley indeholder mystiske omstændigheder, som jeg vil fortælle lidt om her til sidst.

Under en seance i marts 1938 meddelte en ånd der blev kommunikeret med, at Borley ville brænde den efterfølgende nat, og at beviser på den indemurede nonne ville blive fundet. Det skete ikke, men nøjagtig 11 måneder senere, 27 februar 1939, stod den nye ejer af Borley Rectory Captain W.H. Gregson og pakkede bøger ud i biblioteket, da en olielampe pludselig væltede. Ilden kunne ikke stoppes, og Borley var dødsdømt. Det brændte ned til grunden, så stort set kun murene stod tilbage….

I august 1943 finder Harry Price menneskelige skeletrester i kælderen under Borleys ruin. De blev identificeret som værende fra en ung kvinde, og Price antog at de kunne stamme fra nonnen. De blev begravet i indviet jord, og en ceremoni blev afholdt af Reverend Henning i den lille by Liston, omkring to miles fra Borley Rectory. Dette har tilsyneladende givet ro til den hvileløse sjæl, da nonnen så vidt vides ikke er set siden.

Ruinerne af Borley Rectory blev fjernet helt i april 1944, og det sidste berømte billede blev taget, nemlig det af den flyvende mursten.
En arbejder der kaster mursten
Dette billede har skabt noget debat, for nogle siger at det er en arbejder der kaster murstenen ud gennem døren, det kan det selvfølgelig være, men det er pudsigt at man har folk stående til at smide sten, én efter én gennem døren, når en så stor ruin skal fjernes. Der er heller ikke til at se andre arbejdere eller tegn på at der arbejdes, på billedet. Det er jo op til den enkelte at afgøre hvad der er sandheden.

Efterfølgende har flere mennesker også anfægtet Harry Prices rapporter om Borley. De påstår at han selv har opdigtet historien, for at gøre sig kendt og for at tjene penge. Det skal her bemærkes at de paranormale fænomener har været observeret på Borley mange, mange år før Harry Price overhovedet havde hørt om stedet. Det er observeret af mange, mange mennesker, der selv har bevidnet det, og fortalt om det. Desuden kan det fortælles at der stadig foregår mærkelige fænomener i området hvor Borley lå, bl.a. også i Borley Church som stadig ligger der.

Men intet er jo lettere end at mistænkeliggøre en død mand, der ikke kan forsvare sig.